Mus

Basis info

Videnskabeligt navn: Mus musculus
Orden: Rodentia
Slægt: Mus
Familie: Muridae
Oprindelsesland: Ukendt
Gennemsnitsalder: 1-1½ år
Kønsmoden: 4-5 uger
Gennemsnitsstørrelse på kuld: 8-16 unger

 

Flere Emner

den første hus copy foder copy Helbred copy
Arrows-meeting-icon copy Avl copy Køn1 copy copy Info copy
License-manager-icon copy

 

Kælemus nedstammer fra den almindelige husmus, som er udbredt verden over. De tilpasser sig nemt deres omgivelser, hvilket er grunden til at den vilde husmus trives under vidt forskellige forhold, både i forhold til omgivelser og temperaturer.

Mus er et kæle-/hobbydyr der er velegnet til mange aldersgrupper. Man kan få stor glæde af dem i et bur hvor man kan se deres mange aktiviteter. De kræver en god mængde håndtering, hvis man vil have dem rigtigt håndtamme. Deres temperament afhænger en hel del af deres forældre, og deres opvækst. Idéen om at holde mus som kæledyr tog fart i 1700-tallets Japan, hvor de også hurtigt blev populære som avlsdyr. Da farvemutationer hos mus ikke er usædvanligt, skabte det hurtigt interesse for at påbegynde systematiseret opdræt af disse allerede dengang.

De er flokdyr, og derfor enormt sociale. I naturen afhænger deres sociale adfærd og flokkens størrelse af leveforholdene, blandt andet mængden af tilgængeligt foder. Høj tilgængelighed af foder resulterer ikke blot i en større population af mus, men formindsker også aggression hunnerne imellem. Hanner, derimod, vil altid være meget protektionistiske overfor indtrængen på deres territorium.

I private hjem fungerer hunner bedst i grupper af samme køn, og kan sagtens sætte sammen i forskellige aldersgrupper. Hanner kan i nogle tilfælde fungere sammen, hvis de er kuldbrødre. De kan dog blive meget aggressive overfor hinanden, i et forsøg på at beskytte deres territorium, faktisk så meget at de kan slå hinanden ihjel. Det sker oftest, i de tilfælde hvor en han tages fra til sammensætning med hunner, for derefter at blive sat tilbage med andre hanner. Enlige hanner er sædvanligvis de bedste kæledyr, i modsætning til hunner, som er mere livlige og aktive – ikke ment med at hunner ikke kan blive tamme.

Daglig pasning
Den daglige pasning af mus omfatter frisk, rent vand og mad.
Vandet gives bedst i en egnet vandflaske, som mus er gode til at bruge (se mere under Buret).
Foder kan enten være en egnet gnaverblanding til mus, men det anbefales dog at benytte foder i pilleform for at sikre, at musene får den korrekte ernæring (se mere under Foder).
Daglig håndtering af musene kan gøre dem utrolig tamme, og dette bør være en del af det daglige ritual.
Rengøring er efter behov, men man skal regne med 1-2 gange om ugen afhængig af burstørrelse, bundstrøelse og antal af mus i buret.

Burets indretning
Af bur kan man enten vælge tremmebur, plastikbur eller akvarium/”nagarium” (terrarier og akvarier, som fra producentens side er optimeret til gnaverhold). Det er vigtigt med et strømateriale, som er rimelig støvfrit, da mus har sarte luftveje. Som redemateriale kan anvendes avisstrimler eller køkkenrullestrimler. De har et stort behov for både klatre- og gnavemuligheder, hvorfor det anbefales at bruge interiør i træ. Huse og huler kan dog med fordel vælges i plastik eller keramik/porcelæn, da de er vaskbare, således at lugtgener minimeres. Der skal naturligvis være fri adgang til mad og vand.

Håndtering
Daglig håndtering er en forudsætning for tamme og håndterbare mus. Det er oplagt at gøre det i forbindelse med fodring og vandskift. Mus er meget livlige og nysgerrige dyr, også når de kommer i hænder. Man kan eventuelt sidde med hånden i buret imens man ser fjernsyn eller andet, så de vænner sig til hænder og ens lugt.
Det er ikke alle mus, der frivilligt kravler i hånden fra buret, selvom den ellers nyder at være i hænder. Mus, som ikke selv kravler op i hånden, eller som ikke bryder sig om, at man lukker hånden rundt om dem, kan man løfte ved haleroden. Det er vigtigt at man holder på halen så tæt ved kroppen som muligt, da halen er en forlængelse af rygraden. Når musens bagkrop er løftet, kan man sætte den anden hånd under kroppen, så musen hviler i hånden, og ikke kommer til at hænge i luften. Nogen mus nyder tydeligt at sidde i en let lukket hånd og blive nusset, for eksempel på hovedet og bag ørerne. Andre foretrækker en åben hånd, og at blive aet ned over ryggen. Andre igen har behov for at kunne kravle rundt på hænder og arme, for at få lov til at undersøge sine omgivelser. Dette betyder ikke at musen ikke er håndtam, snarere at den er særligt nysgerrig på sine omgivelser, og at den er tryg nok til at turde gå på opdagelse.
Det kan ske, at en mus er mere tilbageholdende og ikke umiddelbart kommer frem og tager kontakt når man åbner buret. I de tilfælde kan man med fordel have en lille kasse, for eksempel en transportkasse uden indhold udover strø (en såkaldt ”kedelig kasse”). Heri sætter man musen ned, og kan bruge metoden nævnt ovenfor, med at sidde med hånden i kassen, eventuelt med godbidder på eller ved siden af hånden, da ikke alle mus vil spise af hånden. Eksempler på godbidder kan ses under afsnittet Foder.

Adfærd

Generel adfærd
De første uger af musenes liv, er hanner og hunner meget ens. Museunger kan være meget livlige, især i alderen 2½-5 uger. Nogen opdrættere kalder dem i denne alder for popcorn, fordi de kan finde på at springe meget, og meget højt, uden forudgående varsel. Man kan opleve, at de springer fra bunden af buret, og ud på gulvet. Dels kan de komme til skade, og dels er de så hurtige at de kan være svære at indfange igen. I denne alder kan de også finde på at nappe, og enkelte bider endda. Denne adfærd skal dog stoppe senest i 5-ugersalderen. Fortsætter det, er det tegn på, at musen har en uønsket temperamentsfejl. Hvis en mus udviser uønsket eller ændret adfærd, bør man kontakte sin opdrætter, som altid gerne står til rådighed med råd og vejledning.

Hanner
Hanner er oftest rolige og afslappede, især når de er kommet over teenagealderen. De er tit nemmere at gøre fortrolige med håndtering. De undersøger deres omgivelser med større ro end de fleste hunner. Det kan godt virke som om, de har en større selvsikkerhed og indre ro. De er også tit mere decideret kælne.

Hunner
Hunner er meget aktive, nysgerrige og undersøgende. De har tit sværere ved at sidde stille end hannerne. De har et udpræget behov for klatremuligheder. De virker mere ”vimsende”, og man kan tit se dem lege med hinanden i buret. Det tager ofte længere tid at gøre dem rolige og fortrolige med håndtering; ikke fordi de ikke bryder sig om det, men fordi de helst vil på opdagelse.

Der vil selvfølgelig altid findes undtagelser fra reglen; hanner, der er mere legesyge end gennemsnittet, eller hunner, der lægger sig roligt i håndfladen når den bliver taget op.

Flokadfærd
Som beskrevet ovenfor, er mus meget sociale dyr. Hunner især har behov for at leve i en gruppe, hvilket i fangenskab vil sige minimum 3, for at skabe den bedste trivsel og dynamik. Mus danner hierakier, så der vil altid være en alfa, som også ofte er den, der er mest nysgerrig, når man åbner buret. Det er vigtigt for gruppens trivsel og instinktive overlevelse, da det er alfaen, der skaber tryghed og ro, og fortæller de øvrige i gruppen med sit kropsprog, at det er sikkert at komme frem. Det er netop med kropsprog de kommunikerer med hinanden; de har ikke noget lydsprog. Hvis en mus ”snakker” eller siger lyde, er det ofte et tegn på luftvejsinfektion (se mere under Helbred). En undtagelse er, når der er lidt gnidninger i hierakiet, hvor man kan opleve at mus piber, når de sætter hinanden på plads.
Man kan komme ud for en gruppe, der ikke har en decideret alfa. Det kan for eksempel skyldes mangel på en egnet alfa, eller et tilfælde hvor man har en anden hun der udfordrer alfahunnens position. I sidstnævnte tilfælde kan man opleve ret alvorlige slagsmål, hvor man som ejer er nødt til at skille dem ad. I den slags tilfælde, må man forsøge at skabe to grupper i hver deres bur, eller prøve at finde et nyt hjem til den ene af de stridende damer.
Hanner er meget territoriale, og trives derfor bedst alene. Opstår der først gnidninger imellem to hanner, vil de slås til døden. Hanner, der går alene, kræver særlig aktivering og håndtering. Der findes enkelte hanner, som bliver depressive af at gå alene. Depression hos mus kan medføre dødsfald, da de bliver apatiske og holder op med at spise og drikke. I det tilfælde kan man forsøge at finde en hun, som man kan sætte sammen med sin han. Man skal blot være opmærksom på, at de ikke kan blive gående sammen, da de vil lave unger. Man kan også forsøge at finde et opdrætterhjem, som kan overtage hannen, så han har bedre muligheder for selskab.
Det er muligt at holde en gruppe af hanner sammen, som er kuldbrødre, under forudsætning af, at ingen af dem skal bruges i avl. Det sker dog, at enkelte, efterhånden som de vokser til eller bliver ældre, vil udvise territorial adfærd. Det er derfor en god idé at have mulighed for at sætte en sådan han i et bur for sig selv.

3887267_orig