Buret

Følgende beskrivelse er blot en inspirationskilde, da der ikke findes et facit for, hvordan buret skal være, idet man selv er bedst til at bedømme, hvad sine mus kræver.

Buret til kælemus bør altid indrettes med mindst en hule og en aktivitet. Gerne mere. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Man kan være opmærksom på at gøre buret så spændende, som muligt for sine mus. Det er en god ide med klatremuligheder, idet mus elsker at klatre.

Burstørrelse
Der er ikke en bestemt størrelse buret SKAL være, og der er mange meninger om, hvor stort et bur bør være. Størrelsen afhænger dog af, hvor mange mus, der skal gå i det.
Hvis det er en gruppe hunmus, bør man i stedet se på, hvordan gruppen fungerer. Nogle grupper kan fungere fint i et lidt mindre bur, mens andre kræver et større.

Desuden afhænger burstørrelsen af, hvordan buret er indrettet. Man kan få bure med op til tre etager eller flere og indrette med f.eks. platforme, som gør at burets størrelse udnyttes bedst muligt.

Burtype
Det man først og fremmest bør overveje, når man køber bur er, at der er gode ventilations muligheder, og at tremmeafstanden i et bur er smalt.

Forslag til burtype:
– Et plastikbur med tremmer for oven.
– Et tremmebur med lille tremmeafstand(Vær opmærksom på at det kan svine lidt).
– Et glasakvarium med tremmetop af fx trådnet.
– En ombygget opbevaringskasse med tremmetop af fx trådnet.
– Labbur – de store.

Bundstrø
Mus får let luftvejsinfektioner, og derfor bør et støvfrit bundstrøelse anvendes.
Det kan være:

–          Biobase/Hemparade/hempspåner
Spåner/flis lavet på kernen fra industri-hamp. Denne type har været kendt hos heste i mange år efterhånden. De er som regel ret støvfrie og holder længe. Biobase er tilsat eukalyptus, hvilket nogen synes mindsker lugtgener.

–          Carefresh
En type cellulosebaseret bundstrø lavet på rester fra papirindustrien. Er super blødt og holder længe. Er noget dyrere i indkøb end så meget andet, men ofte ret støvfrit.

 –          Boxo Comfort
Er også et cellulosebaseret bundstrø, men i noget mindre og tyndere stykker end Carefreshe. I struktur minder det mere om toiletpapir revet i små strimler. Billigere end Carefresh, men ellers ikke den store forskel.

–          Tierwohl super/Chipsi
Granulat/fin flis, som er støvfrit og holder længe.

Redemateriale
Mus bygger reder – både hanner og hunner. Derfor har de brug for noget materiale til at bygge reder af. Materialet kan spredes rundt i buret for at give aktivering. Forslag til redemateriale kan være:
– Avispapir samt toiletpapir i strimler.
– Varmebehandlet blødt hø.

Undgå:
– Hamstervat, da musene f.eks. kan få et ben viklet ind i vattet, hvilket kan stoppe – blodtilførslen til det sted, der er viklet ind. De kan også kvæles i det.
– Ubehandlet hø, da det kan indeholde utøj, som kan angribe musenes overflade. Det kan det lægges i fryser et døgn, så man undgår utøjet.

Andet indhold
Aktivering
Mus bør have adgang til aktivering. Dette kan være:

Løbehjul
Gerne Flying Saucers eller Running Disc, da musene ikke risikerer en unaturlig stilling, som kan ødelægge deres ryg. Hvis man vælger et almindeligt rundt løbehjul, skal det være uden metalgitter, så poter/hale ikke kommer i klemme. Derudover skal hjulet været stort nok til, at musen ikke svajer i ryggen, når det benyttes.

Klatremuligheder
Kan være usprøjtede grene, platforme, stiger o. lign.

Huler/gemmesteder
Kan være træhuse, tunneler, udhulede kokosnødder, toiletpapirsruller o. lign.

Madskål
Gerne en tung keramikskål, som ikke kan væltes, sættes i god højde, hvis det er muligt(evt. på et hus). Et hængekar kan benyttes til tremmebure, så man undgår strøelse i skålen.

Vandflaske/skål
Benyttes vandflaske undgår man, at vandet bliver beskidt, samt at bundstrøelsen bliver våd. Hvis der benyttes en skål til vand, bør den stå i en god højde. Æggebægre kan eventuelt benyttes, idet de er tunge og høje. Det kan også være et hængekar.

 

Skrevet af Kathrine Riisager på vegne af Dansk Mus & Gerbil

Scroll to Top