Det er både nemt og billigt at lave egnede transportkasser til gnavere. Det eneste, der er nødvendigt, er strips, en lodde kolbe og finmasket volierenet (begge dele kan købes billigt i f.eks Harald Nyborg) samt slikbokse, som man “tigger” sig til hos sin lokale slikpusher eller supermarked. Evt. kan mindre Samlabokse fra Ikea bruges eller nogle af de andre mindre Smartbokse. Størrelsen på boksen vil være afhængigt af hvilken gnaverrart, der skal transporteres, hvor langt og hvor mange pr. boks. Som hovedregel kan der i en slikboks være 2-3 mus på en kortere transport af en times tid. Til længere transporter maks 2.
Med brænderen påsat kniven, skæres ca. 1,5-2 cm fra kanten af låget, så der er et stort “hul” i låget. Derefter skifter man kniven ud med en spids, som kan lave små runde huller. Langs kanten af låget brænder man nu en række huller.
Derefter klipper man trådnet, så det er en smule større end hullet i låget. Dette fastgøres hele vejen rundt med små strips og Voila, så har man en transportkasse. Jeg har på mine klippet et lille hul i tråden passende til studsen på en drikkeflaske, så jeg kan sætte flaske på til længere transport.
En endnu billigere løsning er, blot at brænde nogle rækker huller i låget og siden på boksen. Disse bokse er udmærkede til korte transporter.