Buret

Sandrotter er jo en større gerbilart, og kræver derfor et stort bur. Absolut mindstemål til et par er 100×50, og da de er meget aktive og kræver meget motion, så er større absolut kun bedre.

Det kan virkelig anbefales at holde dem i akvarie eller terrarie, da de derved kan få et godt bundlag som de kan sparke og grave rundt i, uden at der er strøelse i hele stuen.

Herhjemme bruger vi hempstrøelse, som er ved at blive udbredt i mange forretninger med dyretilbehør. De får ca. 5 cm bundlag, da vores ikke rigtigt virker til at ønske at grave tunneller og gange.

Sandbad virker åbenlyst, da de er ørkendyr, men mærkeligt nok så kender vi endnu ingen med sandrotter som har haft succes med dette, men tilbyd dem det endelig og se om lige netop dine sandrotter vil sætte pris på et sådant.

Et løbehjul med en diameter på mindst 28 cm er en nødvendighed. For at opretholde en sund livsstil hos sine sandrotter er løbehjul essentielt for at sørge for en basis for daglig motion.

Sovehule og toilet er også vigtigt. Jeg vil anbefale at have mindst tre huler i akvariet, da de ofte udvælger sig både en sovehule, et toilet og et lager til maden. Hvis man giver dem mulighed for at skabe denne opdeling, vil man også nemmere kunne holde akvariet rent. Men viser det sig at sandrotterne ikke er kræsne med tingene, så kan man i stedet for huler bruge den ledige plads på ekstra tilbehør.

Spændende tilbehør til sandrotter er ting som solide grene eller platforme, ting der kan stimulere deres balancegang og klatreevne er gode, og det kan anbefales at skifte deres indretning ud jævnligt, for også at stimulere deres nysgerrighed.

Forfatter: Helle Jensen

 

Her er en video af opsætningen af et bur til fede sandrotter – dette er fint et eksempel på, hvordan det kan gøres.