De første

Overvejelser inden købet

Inden man køber natalmus er der nogle ting, som er gode at have gjort sig tanker om og have styr på.

Natalmus bliver 2-3 år gamle. Har du tid og lyst til at passe godt på dine natalmus i al den tid? De skal passes med mad og vand i det daglige og dyrlæge hvis nødvendigt. De skal bo i et berigende miljø, så stereotyp eller destruktiv adfærd så vidt muligt undgås.
Man skal også have styr på, hvor natalmusene skal bo. De skal stå et sted uden for meget træk og uden en masse høje lyde og larm, da dette kan stresse dem. De må ikke stå direkte i solen heller.
Der skal ligeledes findes plads til al dens tilbehør ud over buret – bundstrø, foder, godbidder, osv.
Man skal gøre sig klart, at bliver natalamusen syg, så skal man til dyrlæge med den. Er den så syg, at den er ved at dø, skal man også til dyrlæge og have den aflivet, hvis ikke man kan selv. Det er ikke ok at lade sine natalmus lide – og det strider mod dyreværnsloven, som altid skal overholdes:

§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Det betyder at bliver den syg, så skal man også skal til dyrlæge, selvom det er lørdag aften – og det kan blive rigtig dyrt med weekend-tillæg.
Denne overvejelse er især vigtig at gøre sig inden, for det er ofte her man ser folk ikke har overvejet det godt nok.

Man skal også huske på, hvem er natalmusene til? De kan være rigtig hyggelige for børn at have kæledyr, men man skal huske:

§ 19. Dyr må kun overdrages til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker.

Forældrene er altid ansvarlige for børnenes kæledyr, og det kan være en rigtig god familieting at have sammen. Men børn må aldrig alene have hele ansvaret for et kæledyr alene.

 

Hvor køber man dem

Natalmus kan være svære at finde, særligt hvis de skal være tamme.
Mange tror stadig at dyrehandleren er stedet, at købe sin nye natalmus, men der er så småt ved at dukke natalmus på ude på det private marked.

Dyrehandleren er det sted, hvor vi køber “impuls” – for hvem ved om den er der i morgen.
Vi kender dyrehandleren, og vi ved hvilke vilkår de kommer fra, det kan man jo se.
Og de vilkår er meget forskellige fra sted til sted!
Nogle dyrehandlere passer dem ganske fint og sørger for, at de har hvad de behøver.
Men der er mange usikkerheder ved at købe i en dyrehandel!
Man kender sjældent baggrund på natalamus og temperament og sundhed er i høj grad arveligt betinget.
Dyrehandlere skal tjene på deres dyr – det er et faktum at de er en butik, som skal tjene penge på sine produkter. Hvor stor en selektion der er på forældredyrene er også altid meget svingende, og derfor ved man aldrig rigtig hvad man får fra en dyrehandel. Det kan være alt lige fra den mest nuttede kælne natalamus til et arrigt bæst, som man aldrig får ordentligt tam.
Risikoen for at få en drægtig hun med hjem fra dyrehandleren og misinformationer er desværre også skræmmende høj.
Natalmus har i dyrehandlerne i lang tid været anset som et foderdyr til slanger. Derfor har avlen på godt temperament sjældent været i højsæde.

Der er også andre muligheder end dyrehandleren i dag.
Der er “naboens nabo”, som pludselig har fået unger. De unger er sjældent særligt meget planlagte, men dog højt elsket af ejerne. De får daglig håndtering i massevis og bliver håndteret meget mere end f.eks. en dyrehandel kan nå det.
Disse “hovsa”-kuld kommer rigtig ofte hos “familien Danmark” og ungerne bliver ofte rigtig dejlige og fint håndtamme.
Forældrene er jo kæledyr hos ejeren og derfor kan man som oftest sige noget om forældrenes helbred og temperament, men derfra stopper oplysningerne typisk også om baggrunden. Ikke mange “helt almindelige ejere” ved så meget om diverse sygdomme osv., så igen er man lidt på bar bund, når det kommer til selektion af forældredyrene.
Men man får som udgangspunkt nogle rigtig lækre kæledyr ud af det – men det er som regel også alt man får.

Endeligt er der en lille bitte skare af passionerede opdrættere. De går med liv og sjæl op i dyrenes sundhed, temperament og baggrund. De er i fåtal og derfor kan det være svært at få en natalmus fra en opdrætter. Det er klart en af de største ulemper, hvis man vælger at finde en rigtig opdrætter at købe af – det er mere besværligt som udgangspunkt. Dog er en meget vigtig fordel: Man ved, hvad man får. En dygtig opdrætter ved præcis, hvad der ligger bag ved forældredyrene i en parring, og selekterer ud fra at både temperament og sundhed skal være i orden i flere generationer bagud. De har sat sig ind i alle basis ting omkring pasning og pleje, men også om avl og opdræt, foder under opvæksten og drægtigheden, ungernes opvækst og nogle har også sat sig ind i farver og genetik – og de kan råde og vejlede køberen rigtig godt. Opdrættere sætter en ære i at lave så dejlige dyr som muligt, og derfor får man som regel rigtig dejlige kæledyr, ofte fulgt af stamtavle, masser af gode informationer og råd og som oftest også en god madpakke og billeder fra opvæksten.

Hvor man vælger at købe sine natalmus fra, står enhver frit, og ingen natalmus er pr. definition bedre end andre.
Men man skal huske: Des mindre folk går op i opdræt, des mindre kan man som regel også få at vide om sine nye kæledyr. Dermed også mindre sikkerhed for, hvad det er man køber.
Familier har som regel mere tid til at håndtere ungerne, frem for f.eks. en dyrehandler. Mange dyrehandlere har primært dyrene for at tjene penge – det har private som udgangspunkt ikke. Dér ligger den store forskel som regel i; hvor dejlig og tam en ørkenrotte man får med hjem.

 

Forberedelser – hvad skal man have klar?

Inden ens nye kæledyr flytter ind, er der nogle ting som er rigtig godt at have på plads.

Buret skal være indkøbt og det skal have en fast plads.
Det kan være en rigtig god idé at indrette buret i 14 dages tid inden. Så har man haft buret til at stå og man får en fornemmelse for, om man nu også kan tåle f.eks. hø eller spåner. Det er så træls at få kæledyret hjem og først opdage allergi bagefter.

I buret skal alt også helst være klar;  redemateriale, måske et hus/rede, div. legetøj i form af f.eks. tunneler, rør, broer, kravleklodser, hængekøjer osv., vandflaske, madskål osv. er også inventar i buret sammen med et lag bundstrø. Dog er det ikke alle der bruger madskål. Nogle spreder foderet ud over bunden af buret, for at give natalmusene lidt stimulering i at lade dem finde sin mad selv. Dette giver naturligvis også lidt madspil, men kan være rigtig givende for dine natalmus og lidt mere naturligt for den, at skulle finde mad i budstrø og legetøj.

Foder og bundstrø skal være valgt og indkøbt, en gnaverkyndig dyrlæge er også godt at have fundet inden, man står og har brug for det. Så ved man, hvor man skal rette henvendelse, hvis uheldet er ude og natalamusen bliver syg.

 

De første dage og gøre dem tamme

Allerede dagen efter de er flyttet ind kan man som regel sætte hånden ned til dem, hvor de vil komme og snuse og måske tage mad far hånden. Nogle er mere madglade end andre og nogle vil f.eks. kun tage solsikkekerner. Spørg der hvor du køber natalmusen, om de har nogle præferencer allerede på købstidspunktet.
Allerede efter et par dage med kontakt vil den måske begynde at træde op i hænderne og spise – her er det vigtigt at man ikke løfter hænderne. Med tålmodighed vil de vænne sig til at sidde i hænderne og efter nogle uger kan man begynde at bevæge hånden i buret, så de lærer at det ikke er farligt.
Efter nogle uger med daglig håndtering, kan man være heldig at have en natalmus, som sidder pænt i hånden og spiser tillidsfuldt af lidt guf.
Man må aldrig tage dem i halen, da denne er meget sart og kan brække af, hvis man tager fat for langt ud. Man kan, hvis nødvendigt, tage forsigtig om roden af halen. Men det er ikke rart for dem at blive løftet i halen.
I stedet skal man flytte dem i en hul hånd, evt. med ens anden hånd hen over, så den ikke kan hoppe væk. Men husk – de gider ikke sidde stille så længe af gangen, så den vil forsøge at grave sig ud af hænderne, hvis den sidder i denne “hule” i hænderne for længe.